Natfiskeri efter aborrer.
1.660 gr. 46 cm
"Du er fuld af løgn" sagde jeg engang til en fyr, der påstod, at det var muligt at fange aborrer om natten. Han havde fanget aborrer i Gudenåen om natten på orm under ålefiskeri.

Min egen erfaring var, at jeg aldrig havde fanget en eneste aborre efter mørkets frembrud. Men jeg skylder ham en undskyldning, da det har vist sig, at det ikke bare er muligt at fange aborrer om natten, men også at det er en effektiv metode, når det drejer sig om specimen aborrer i små vande. Gennembruddet stod Jesper Eriksen for en september nat tilbage i 2003. Han havde hørt om store ål i en lille mose og derfor tog han en overnatning. Det blev ikke til ål, men 1 ud af de 3 aborrer over kiloet blev fanget i nattens mulm og mørke. Altså kan det lade sig at gøre at fange aborrer om natten. Så hermed en undskyldning til den stakkels mand, som jeg uforskyldt kaldte en løgner.

Natten:

Solen er ved at gå ned og stængerne er lagt ud. Jeg står med polestangen og fanger agnfisk nr. "jeg ved ikke hvormange". Der skal jo være nok til hele natten. Vinden er her til aften ved at lægge sig og vandet er næsten helt blankt. Det er sommer og højtryk. Spændingen stiger. Det er nu i det svage lys, at de store aborrer starter med at jage. I det svindende lys har aborrerne en fordel fremfor deres byttedyr på grund af deres fremragende syn. En af bidmelderne giver en lille lyd fra sig, men det bliver ved det ene beep, men min puls ryger i vejret bare på lyden.

Mørket sænker sig hurtigt og jeg beslutter mig for at kravle i soveposen. Man ved aldrig hvor meget søvn, det bliver til, så derfor er det med at udnytte de stille perioder. Kl. 02.30 bliver jeg brutalt vækket af den lyd, som lyder værre end det værste vækkeur, men samtidigt er som den dejligste musik. En vildt hylende bidmelder. Ud af posen. På med støvler og lampe. Hen til stangen, hvor linen pisker ud af øjerne. Et solidt modhug sætter krogen i kæben på aborren, som svarer igen med de typiske tunge træk, der kan mærkes helt ned i bundduppen. Endnu en stor aborre har ladet sig friste af en død agnfisk midt om natten. Aborren trækker på tværs. Jeg forsøger at lægge pres på fisken modsat for at vende fisken og holde den fri af de andre liner. Det lykkes at vende fisken og nu følger den nogenlunde medvilligt ind mod land. Lige før fangstnettet ombestemmer den sig og med vilde bevægelser ryster den hovedet fra side til side. Mit hjerte sætter sig helt oppe i halsen. Der er altid stor risiko for at krogen løsner sig i den sidste del af fighten på kort line. Krogholdet er dog perfekt og den store aborre glider i netrammen. I det svage lys fra pandelampen kan jeg se, at det er en specimen aborre på den gode side af kiloet. 47 cm siger tommestokken og vægten tilføjer 1.520 gr. En kapital nataborre stiller op til et par "night shoots" før den nænsomt bliver sat tilbage i det mørke vand.

Om sommeren:

Det ser ud til at natfiskeri er mest effektivt i juli og august måned. Aborrens stofskifte er højest her i sommermånederne. Aborrerne taber en del vægt i forbindelse med gydningen i starten af maj måned og der skal en del føde til at erstatte den tabte kropsvægt. Sommeraborrerne ser dog også slanke ud i forhold til vinterfisk, men de genvinder en del af deres huld i løbet af sommeren.

At de så kan fanges om natten kan måske forklares af den undersøgelse som biolog Lene Jacobsen fra DFU har været med til at lave. Undersøgelsen "Aktivitet og fødevalg for store aborrer i Ring sø" viser at aborrernes aktivitet er størst i sommermånederne og at nataktiviteten næsten kun kan ses i forbindelse med højsommeren. Det forudsættes at aborrenes aktivitet altid er lig med fødesøgning. I undersøgelsen blev aborrerne udstyret med radiosendere og deres bevægelser blev fulgt med mellemrum i en periode på 2 år. Den største aktivitet sås i perioden maj - september, med august som måneden med den højeste aktivitet både om dagen og om natten. I de kolde måneder flytter aborrerne ikke så meget rundt og står i praksis stille om natten.

En anden interessant konklusion er at de store aborrers fødevalg i Ring sø skifter fra myggelarver og småkravl i perioden feb - juni, til fiskeyngel i den resterende periode.

Undersøgelsen taler derfor for at specimenfiskeren skal bruge juli og august måned for at optimere sine chancer for den store aborre og at agnen skal være småfisk.

Småvande

Mit favoritvand er en mose på på størrelse med 2 fodboldbaner. Vandet er meget mørkt. I mosen findes der en tusindbrødre bestand af rudskaller. Deres vækst er begrænset af adgangen til føde og der findes en "million" rudskaller, som ikke bliver særligt store pga. den store fødekonkurrence.

Der er ingen gedder og aborren er største rovfisk, bortset fra enkelte ål. Aborrer, der når en størrelse på 15 - 20 cm overgår til en kost på små rudskaller og mindre artsfæller. Det er min teori at aborrerne vokser ret hurtigt pga. den nemme adgang til småfisk i perfekt spisestørrelse 8 - 20 cm.

Et potentielt specimen aborrevand kunne altså være et sted, hvor der findes en stor bestand af småfisk og ingen eller ikke særligt mange gedder. Som det ses behøves vandet ikke at være særligt stort.

Natfiskeri har indtil nu kun vist sig effektivt i småvande. Om metoden også kan overføres til større vande må tiden vise. Hvis du får erfaringer, som du mener kan bidrage til denne viden, så send en mail til Admin@aborre.dk.

Død agn fisket på løs line.

Metoden er død agn fisket på et running line tackle med bøjlen slået over og elektronisk bidmelder. Aborrer hader modstand og de spytter prompte, hvis der ikke er helt løs line. Modhug skal falde så hurtigt som muligt inden aborren sluger helt. Jeg fisker modhageløs for at kunne genudsætte uden skader. Det er muligt at løsne en krog, der sidder langt nede svælget uden at aborren tager skade, hvis der fiskes modhageløst og der anvendes en krogløser af plastik typen.

Jeg har prøvet med levende agn, men det virker ikke halvt så godt som en død agn om natten. Den traditionelle metode med levende skalle fisket under flåd kan heller ikke følge med.

Inspirationen til "JS aborrerigget" kommer fra hair-rigget i karpeverdenen

"JS aborre-rigget"

Rigget består af et rør monteret med et karpe safetyclip. En gummiperle virker som chock adapter. Forfanget er af Nash armour braid, men kan laves af en vilkårlig blød braid. Inden den modhageløse krog monteres en stump silikoneslange, som kan justere "hårets" længde. Håret sættes igennem agnfisken og afsluttes med et lille stykke popupskum og et boiliestop.

Oprindeligt fiskede jeg med skallehale med enkeltkrog sat igennem haleroden, som på dette billede.
Men jeg gik væk fra at sætte krogen i agnen på denne måde, fordi den gav en del missede krogninger. Krogen blev hevet ud af munden på aborren uden at få kroghold. Måske fordi at krogspidsen ikke blev eksponeret godt nok. Men jeg oplevede også at agnen blev pillet af krogen uden at bidemelderen gav lyd ! Desuden vil jeg gerne fiske modhageløs og ved denne montering er det netop modhagen, der holder angnen.
En agnnål sættes igennem popupskummet og igennem agnfisken. Den fanger "håret", som trækkes igennem agnen og låses af boilliestoppet. Ønsker man ikke popup, så kan der anvendes en anden skive. Hvis der kun monteres et boiliestop, så der det min erfaring, at agnen ryger for let af.

Silikoneslangen skubbes tilbage og som det ses er krogen frit eksponeret. "JS aborrerigget" kroger eminent og det ser ikke ud, som om aborrerne bliver skræmt af den synlige braid, krog eller skum. Rigget er ikke kønt, men effektivt.

I 2005 havde jeg 4 overnatninger i juli/august med 11 aborrer over kiloet. 3 stk over 1500. Med den største på 1.660 gr .

5 blev fanget om natten, medens sent aften og tidlig morgen stod for 3 aborrer hver.